Sådan dækker du et smukt, vildt og spiseligt forårsbord med Karina Tørnsø

Der er ingen påskefest uden et vildt og smukt påskebord, som vores gæster kan samles om. Som ekspert i at sætte smukke og naturinspirerede scenografi, bad vi derfor art director Karina Tørnsø fra det naturinspirerede bureau ad:tera om at hjælpe os med at bringe foråret indendørs og kuratere en virkelig forbløffende og farverig kulisse for vores fejring.

Efterfølgende tog vi en lille snak med hende om, hvordan man kan tage sine gæster med på forårstur og gøre forårspynten spiselig med afsæt i kokkens opskrifter.

Hej Karina,

Tak for en virkelig fantastisk og vidunderlig setting at nyde foråret i. Kan du kort fortælle lidt om, hvad vi som gæster kunne beundre på bordet?

Jamen jeg tog bl.a. udgangspunkt i Emilies lækre opskrifter og forsøgte at bringe den spiselige del af foråret ind, som en del af borddækningen. F.eks. de friske urter, stedmoderblomsterne, ramsløg og brøndkarse. Alt hvad der smager af forår. Dogmet er ligesom at mad sagtens kan indgå som en del af borddækningen. Og så havde jeg forinden gravet ramsløgene op med løgstand, så de fik altså bare lov til at komme på bordet præcis, som de var.


Det lyder fantastisk med spiselig borddækning, og sjovt.

For mig skal et bord helst have interaktivitet. Det er let måde at inkludere sin gæster på, og få dem til at lege med deres sanser. F.eks ved at få dem til at plukke de vilde urter til retterne direkte fra bordet. På den måde kan de tage del i f.eks. en sanketur, selvom de ikke selv nåede med ned på stranden efter tang eller i skoven efter ramsløg. Man kan selvfølgelig altid selv justere, hvor meget urt der skal på bordet.


Det lyder fantastisk at invitere sine gæster med på tur med borddækningen.

Ja ikke? For mig er et middagsbord noget vi skaber sammen. Jeg elsker tanken om at man som gæster har gået en tur rundt, f.eks. ned til vandet, mens kokken, som er aftens stjerne, forbereder lækre ting i køkkenet. Så tager de ting der er omkring en med fra turen og bringer det med op til bordet. F.eks. en spand med tang, som så kan blive en del af bordpynten. Det er jo fantastisk faktisk at kunne servere tangknækbrød i sit element.


 

Se hvordan du nemt kan sanke tang til din menu

Genialt! Vi så også nogle grimme grøntsager på bordet?

Ja, hehe. Urter er ikke de eneste ingredienser, man kan putte på bordet. Igen er det om at lade opskrifterne inspirere, og så f.eks. skære citroner eller rødbeder over og lade dem give liv til bordet med deres vilde farver. Eller hele stængler med grønkål. Så længe man sørger for at det stadig kan bruges efterfølgende.


  

Det var i sandhed et farverigt mesterværk. Du havde også samlet flere flotte buketter?

Ja. Jeg tænkte igen i sæson og valgte b.la. vild gulerod, der når den vokser bliver en rigtig fin skærmblomst. Den får sådan lidt samme look som skavdderkål. Og så inkluderede jeg f.eks.også mirabelle-blomster, som også bliver brugt i en af opskrifterne. Derudover skulle det jo have noget påske over sig, så de tblev også til et par vintergækker på bordet og forskellige æg.


 

Så smukt. Og apropos æg - der blev f.eks.slået et ud til på dugen bagefter måltidet da hønen Helga kom på bordet. Det så jo helt utroligt smukt ud også efter maden?


Jamen for mig er det som vidner aller bedst om et godt selskab bordet bagefter. Det er lidt det der med, at man blev lidt for fuld aftenen før, og så står man op dagen efter og ser det her perfekte øjebliksbillede og minde om en fantastisk oplevelse. Det er også det gode ved at dække bordet lidt vildt. Så har man en masse at tale om, man har en masse at røre ved undervejs. Det bliver lidt ligesom en scene. Og når man så går derfra, så har gæsterne rykket rundt på de forskellige elementer. Man skal jo ikke være den der bestemmer, fordi man har dækket bordet. Det bliver kun skønnere ved at gæsterne selv får lov til at plukke pynten, lege med den og spise den.


Tusind tak Karina.